Meditation i moskeen
OAKSUIT har besøgt en stor moske i White Chapel, London, og giver et indblik i, hvorfor skoene kal bive i garderoben og hvordan ceremonien foregår.
Af Malthe B. K. Merrild
Jeg har aldrig været i en moske før. Jeg har betragtet minareter på strandbredden i Tel Aviv, guldkupler i Jerusalem, bedende muslimer i Hyde Park med røven i vejret og hovedet vendt mod Mekka. Jeg har hørt, at man skal tage skoene af, jeg har hørt om, hvordan man skal vaske sig før man gør sin entre i muslimernes hellige hus. Jeg har overhørt fanatiske muslimers fordrejede og forfærdelige syn på livet og verden, og jeg har lyttet til indskrænkede politikeres generaliseringer og nedværdigelser af muslimerne og deres religion. Men jeg har aldrig selv været inde i en moske. Altså ikke før i dag.
Af med skoene, as-salāmu `alaykum, et par håndtryk, en klapstol og pludselig på første række til en forestilling bestående af 100 bedende muslimer i alle aldre iført alt fra aladin-bukser til jakke og slips. Men kun drenge og mænd. Kvinderne har deres seperate afdeling på første sal med egen indgang.
Gulvtæppet er tykt, blødt og varmt mellem tæerne. November-kulden er blevet efterladt udenfor og det samme er den højtråbende-gadesælger mentalitet hos de mænd, der kort forinden lukkede deres boder på Whitechapel Street efter en lang dag med frosne fingre og bananer i klaser. Men herinde findes varmen, vennerne, stemningen, stilheden. Gud. Allah.
Stilheden tvinger til eftertænksomhed. Eftertanke, meditation og et pusterum i det travle storbyliv. Væggene er hvide, lofterne er hvide. Ikke et eneste billede findes i den store bede-sal, for intet skal forstyrre fordybelsen. Fordybelsen i bønnen, fordybelsen i troen, fordybelsen i sig selv.
Alah hu akbar. En dreng i børnehaveklasse-alderen og en far kommer lidt sent ind af døren. Bukserne er smøget op, skoene er efterladt i garderoben. Ikke af religiøse årsager, men fordi det store tykke gulvtæppe helst ikke skal blive snavset. De fører hænderne hurtigt op forbi hovedet og knæler derefter i bøn. Cowboy-bukserne og bomulds-trøjerne strækker sig så langt de kan for at nå sammen på ryggen, da flokken synkront bøjer sig fremad mens de ligger på knæ og sidder på deres fødder, så de får en sjov facon, og de bare tæer stritter ud i rummet. Ingen andre end imamen siger noget. Med sin lyse stemme prædiker han, mens flere og flere fylder de tomme pladser ud på det enorme bedetæppe.
Kontrasten mellem muslimerne i moskeen og muslimerne i gadeboderne er stor. Selvom det er de selvsamme personer, så er de næsten ikke til at kende. Ham der kort forinden overtalte mig til at købe sine grøntsager til ”to for éns pris!” ligger nu stille på knæ og beder ydmygt til sin herre i det høje. Ham der sælger brugte telefoner og taletidskort ligger til højre og ham der sælger tøj i GAP ligger til venstre. Alle ser de aflappede og meditative ud. Alle bruger de denne éne af de fem daglige bønner på først og fremmest at tilbede deres herre, men også på at hvile benene, stemmebåndene og forlade telefoner, trøjer, pastinakker, porer og problemer. Bare for en kort stund.
Så snart bedetæppet er fyldt, slutter imamen sin prædiken af. Nogen nåede det ikke helt til tiden, men det gør ikke noget, for de klarer den bare selv.
Resten af flokken splittes op efter bønnen og danner mindre grupper, hvor de hurtigt udveksler et par ord, inden turen enten går hjem til konen eller ud på arbejdet igen.
Mens de andre bryder med flokken, sidder jeg kort alene på min plastic-klapstol og tænker. Tænker over hvor svært det er at begribe, at der skal sidde en herre og regere over universet et eller andet sted. At han har engle på jorden, som nedskriver gode og dårlige gerninger. At vi alle skal et andet sted hen efter døden, om det er så er til himmels eller til helvede. Alligevel kan jeg lide roen. Roen, sammenholdet og meditationen – stilheden der skaber plads til at fundere. Fundere over hvorfor hun sagde som hun gjorde i går, over hvad jeg egentlig vil i morgen og ikke mindst med resten af livet. For travle mennekser i de vestlige samfund vil det uden tvivl være sundt at blive udsat for stilhed og tvunget til bøn – en ikke-religiøs religion hvor man tror på refleksion og eftertænksomhed og tilbeder hinanden frem for profit.
Jeg bevæger mig igen ud på den trafikerede hovedgade igennem London-bydelen. Solen er gået ned og har ladet de elektriske lamper tage over. Bilerne accelerer hastigt da lyskrydsets farver skifter. Travle mennesker går forbi på gaden præcis som før. De har ikke oplevet meditationen, roen og den anderledes religion midt i storbyen. Men jeg er blevet en lillesmule klogere. Og ikke mindst en oplevelse rigere.
